Hvem er jeg 

Kompetencer

Jeg er uddannet fra Århus Universitet i Positiv psykologi. Positiv psykologi er en psykologi om, hvad der gør livet værd at leve.

Det vil sige, at jeg har et bredt spekter af psykologiske teorier at trække på, når det handler om at øge menneskers trivsel.

Den psykologi, man mest hører om, handler om sygdomme og om at blive rask. Jeg tager udgangspunkt i raske unge, som ikke har det specielt godt, men ønsker at få det bedre. 

Interesser 

Jeg interesserer mig for mennesker, for at udvikle det potientiale, der ligger i ethvert menneske, men som ofte bremses i et misforstået forsøg på at passe ind i de kasser, som ens omverden forestiller at være ægte og rigtige værdier. Jeg kan lide at arbejde med at genfinde de unges værdier og lære dem at leve tæt på disse, samtidig med at de unge forløser deres potientiale, således at de unge finder mening med deres liv - og ikke mindst glæde i det til dagligt.  

 

Erfaring 

Jeg har arbejdet 10 år i udskolingen og har derfor et godt kendskab til unge. I min daglige praksis fokuserede jeg på at ville dygtiggøre eleverne til fagene, hvor jeg i de senere år har koncentreret mig om at gøre de unge livsduelige og afklaret i forhold til at finde en mening med hverdagen.  

Jeg har arbejdet et par år med at samtale med unge med henblik på at lære unge, hvordan deres tanker påvirker deres følelser og handlinger. Det lykkedes mig at mentaltræne de unge således, at uoverskuelige krav bliver håndterbare opgaver, som kan overskues og gennemføres. Yderligere har jeg trænet på at øge deres daglige lykkeniveau, så de er blevet gladere og mere tilfredse i hverdagen. 

Hvorfor unge 

Jeg oplever, at de unge føler sig presset i en sådan grad, at de har svært ved at være glade, lette og fulde af energi - alt det som man egentlig forbinder med ungdommen. De føler sig tunge og trøstesløse i en tid, som opleves rigtig svær. At være teenager er jo en slags livskrise og årene efter er fyldt med præstationskrav. Det er rigtig mange år, hvor dagene er fyldt med meningsløse opgaver, motivationen daler, følelserne drøner rundt, og de unge aner ikke hvad der er selvforskyldt, og hvad der er irrelevant i forhold til at få et liv med glæde.

Forskningen på feltet viser, at ofte vender den unge det hele indad og bebrejder sig selv, det er rigtig synd, for det er egentlig bare en konkurrencekultur, som passer rigtig dårlig til det at danne sig en identiet. Netop her vil jeg gerne hjælpe den unge til at finde sit glade jeg igen og kunne overkomme dagligdagskravene og fremtidig modgang. 

MIN MISSION MED MIN VIRKSOMHED 

 

Da jeg var ung troede jeg, at når jeg blev blandt de tyndeste, smukkeste, klogeste, sjoveste  ville jeg være omgivet af glamour, fest og evig lykke…..

 

Mit mål i livet var at blive en dybsindige, retfærdige, givende Barbie og jeg ville giftes med handlekraftige, maskuline og dygtige Ken. Vi skulle - politisk korrekte som vi var - bygge lerhytter i Afrika og - forfængelige og perfekte som vi var - på forsiden af Euroman….. Jeg var et miskmas af solidariske værdier og et image skabt at markedsøkonomiske kræfter - og jeg ku satme ikke få ligningen til at gå op. Med en for lang distance fra den jeg var til den jeg gerne ville være, blev skam nøgleordet i mit ungdomsliv. Med skam hører angst og angsten tog over.

 

For mig var det som om verden var en stor konkurrence. En konkurrence om hele tiden at blive nummer et og dét i alle domæner. Hvis andre var gode blev jeg ikke inspireret, men misundelig. Jeg hævdede mig selv foran andre og jeg piskede mig selv non-stop for at have den reneste lejlighed, lækreste tøj, smukkeste krop og jeg ku’ blive ved…...

 

Dét at have et ideal om hvem jeg var, og være en anden blev afsæt for mange års indre bebrejdelser og skæld ud . Mine tanker tumlede rundt og til sidst kom jeg på den idé, at når jeg blev tynd nok, så ville jeg opnå mine mål. SÅ ville jeg blive værd at elske, én man så op til, én der gjorde en forskel i det ene liv vi har. 

 

Så jeg begyndte at løbe inden jeg tog på arbejde, jeg trænede i fitnesscenter efter arbejde, og løb inden jeg gik i seng igen. Jeg levede af colalight og smøger (dengang måtte man ryge indenfor – ja faktisk overalt ). Og jeg udpinte mig selv til jeg blev bims. Min krop modsatte sig den hungersnød jeg havde udråbt ville gøre mig perfekt, og svarede igen med galoperende bulimi. Dagene gik med skyld og skam iklædt ukontrollerede ædeflip som skulle løbes væk så snart jeg så mit snit til det. Det var et lorteliv. Jeg skubbede alle omkring mig væk og ensomheden var enorm. Faktisk gik halvdelen af mine ungdomsdage i sengen, med dynen over hovedet og en overbevisning om at livet det var for svært for mig.

 

Så skulle man tro, at det holdt op da jeg blev mere voksen? Dét gjorde det ikke. Jeg gik til psykolog efter psykolog, psykiater, læge, healere, akupunktør, stenmesser, meditation, psykoterapeut og fik lidt nyt med hver gang, men jeg slap aldrig fra selvhadet. Selvhadet som blev fodret hver gang jeg ikke var den tyndeste, den med topkarakterer, flest penge, det nyeste tøj. Selvhadet voksede når jeg græd over min designer garderobe var ved at være fra forrige sæson fordi jeg ville have det nye, men inderst inde godt vidste at det var overfladiske ligegyldige behov som styrede mig. Og hvad gjorde det så mig til? Jeg fralagde mig ansvar, fordi min verden blev mindre og mindre jo mere den kun centrerede sig om mig. Mig og hvad de andre tænkte om mig, men jeg gjorde mig aldrig den ulejlighed at spørge dem - de andre - hvad de egentlig gik og tænkte. Jeg pålagde dem en mening om mig. Og jeg var - set i bakspejlet - nok ret fordomsfuld. 

 

 

 

Til sidst blev jeg medicineret, kom i intensiv terapi (4 timer om ugen i 2,5 år) og blev nogenlunde spisende og mindre trænende. Men aldrig rigtig glad. I hvert fald ikke uden alkohol eller andre stimulanser og når de forduftede var jeg ligesom tilbage på nul,  faktisk lidt i minus og kunne med min medicin og nye redskaber kravle mig op på nul igen.                                                           

 

 

Jeg bebrejdede mig selv, at jeg ikke var glad; nu var jeg jo rask og hvorfor pev jeg så? Igen blev jeg misundelig, misundelig på dem, der havde let til latter, dem der så lyst på tilværelsen og tilsyneladende aldrig gik og grublede. På et af mine evindelige selvhjælpskurser opdagede jeg, at misundelse stammer fra et dybtfølt ønske man ikke selv udlever. Jeg opdagede, at jeg også ville være lys, let og glad.  Ja faktisk satte jeg baren så højt, at jeg besluttede mig for; at jeg ville være lykkelig.

 

 

 

Det tog eddermame mange beslutninger - blandt andet lod jeg mig skille fra min bedste ven og knuste mit barns verden. Det tog mig utallige bøger, utallige øvelser, nederlag, flere øvelser, flere bøger, kurser på kurser og en master i positiv psykologi. Det tog 6 år efter at jeg tog beslutningen. (Dvs. 21 år efter jeg startede i mit første terapiforløb) Men NU er jeg her.

Nu kan jeg stoppe de negative tanker, nu kan jeg vende perspektivet. Nu glædes jeg hver dag og går i seng taknemmelig uden to-do-listen eller ønsket om en mirakelkur. For første gang siden jeg var barn kan jeg være i nuet. Nu handler livet ikke længere om MIG, men hvad jeg kan gøre for andre og hvordan.

 

Og hvad så nu? 

 

Nu vil jeg lære andre unge om den genvej jeg fandt til det gode liv. Nu vil jeg forklare, hvordan vi er blevet bildt ind: at vejen til succes går igennem at få de bedste karakterer, være den bedste datter, den dygtigste på holdet, den slankeste i gruppen, den bedst klædte i det smukkeste hjem, men at det er en illusion. En illusion bygget på, at få os til at stræbe efter mere og mere, vildere og vildere og at det faktisk bare er én lang nedadgående spiral for selvværdet. Målene kan opnås, men lykken indfinder sig ikke, der opstår bare nye mål og ens liv udhules langsomt.

 

Jeg vil arbejde for, at de unge lærer om, hvordan man udløser positive emotioner, engagerer sig i små bitte gøremål, får dybe relationer og mening. Men mest af alt vil jeg guide dem til at lykkedes, lykkedes med lige netop at være dén de er. Lære dem at holde op med sammenlignnititis. Der er én af os hver, og vi skal alle foldes ud.. Ikke halse rundt for at lære at stave perfekt, få de slankeste ben eller en designerkjole. Men måske skrive bogstaverne smukt, hoppe for sjov skyld eller designe egen kjole. Udret noget meningsfuldt. Noget der er ens eget. 

 

Det er dét jeg vil med min virksomhed.

 

Livsvejleder for unge i klinikken PRAXIS Vestergade 2C 

www.livsvejledningforunge.com 

  • Facebook
  • Instagram

© 2018 af Anne Lind. 

Tel: 26209200

Anne Lind

  • Facebook Clean Grey
  • Twitter Clean Grey